søndag den 31. juli 2011

Haven efter ferien og ribs

Det er så skønt at komme hjem fra ferie til sin have !

Jeg har været meget afsted i juli måned, alt for meget synes jeg, når jeg kommer hjem til min have. Hvis ikke det var for at holde ferie med skolebørn/unge, så ville jeg holde ferie på et andet tidspunkt. Højdepunktet jeg kom hjem til, var som ventet staudebedet, der med sine glade lilla og røde farver hilste mig velkommen hjem.

Her på den sidste dag i juli. Solhat, Floks, kattehale, brudeslør, astilbe, drejeblomst. Bliv ved :-)

















Tid til at lave ribs-gelé:
Modne ribs klaser nippes bare af 
Der er nok at kaste sig over efter en ferie på denne tid af året. Derfor vil jeg her nøjes med at fortælle om min ribsbusk, inden jeg skal ud i haven igen. Det er nemlig både lunt og søndag, og ikke 10 vilde heste kan få mig til at nøjes med 10 minutter i haven idag !!! Jeg har også "sparet" en del minutter sammen fra de dage jeg har været væk. Men ribsene, som jeg hastigt plukkede, da jeg var et smut hjemme for en uges tid siden, ligger nu i en gryde og simrer. De måtte høstes, fordi de var røde og modne, og de har derfor ligget en uge i en pose i køleskabet. Jeg vil lave ribsgelé, da det er nemt og hurtigt og er en af den slags syltetøj vi godt kan lide. Der bliver vel 5-7 glas ud af de 1½ kg jeg høstede, hvilket fint rækker til årets forbrug her i huset. (Prøv det også lunet som erstatning for kirsebærsovs på risalamande. Det er SÅ lækkert).

Læs om hvordan man etablerer og beskærer en espalieret ribsbusk under "Tips og råd"