fredag den 6. januar 2012

Efterår og vinter i haven

Juletiden er slut og straks kan jeg mærke, at mine tanker og drømme retter sig mod haven igen. Der skal snart vælges frø og kartoffelsorter til næste sæson, sås og plantes, skønt ! Men her først et tilbageblik.

Efterårsfarver på den japanske kirsebær 
Prunus serrulata 'Shirotae'
For det er ikke fordi haven er ligegyldig om efteråret og vinteren. Slet slet ikke, men der skal ikke laves så meget og det bliver tidligt mørkt, så den fylder mindre. De 10 minutter om dagen bliver korte, men jeg samler sammen og engang imellem tager jeg tøj på til det, og laver lidt mere udenfor. Jeg nyder, at se haven forandre sig dag for dag, ikke mindst når bladene får flotte farver, og at pynte op med græskar og senere julelys.

Fuglene får fedtkugler, som er trukket på en tyk 
metal-snor og "viklet" lidt ind i hækken et sted,
som kan ses indefra. 




Jeg fodrer kaninen hver dag og smutter hen til komposten med affald fra køkkenet. Fuglene får fedtkugler på snor. Det er smart fordi man undgår, at de falder ned og at større fugle flyver væk med dem. De får også solsikkefrø og brødkrummer på fugle-brædtet. Derfor er jeg tit en lille tur ude i haven og mærker luften.

Her skal nye stauder og blomsterløg i jorden
Derudover har jeg to gange været i arbejdstøjet, og den første gang var sidst i oktober, hvor jeg havde en plantedag. Nogle planter havde jeg i løbet af sommeren bestemt skulle flyttes (og det bør man først gøre udenfor vækstperioden, for der tåler de det bedst). Andre måtte jeg forære væk for at få plads til nye. Af nye har jeg bl.a. plantet 2 espalierede frugttræer og nogle bunddækkende stjerneskærm (Astrantia major 'Rosensinfonie'). Jeg satte også nogle blomsterløg, som jeg næsten altid gør sidst på sommeren,  vibeæg blandt andet, som jeg er spændt på.

.
Persille fotograferet d. 18. december 
Stadig kan der findes friskt grønt




Selvom det er efterår og endda vinter, er der også stadig noget at hente til madlavningen. Krydderurterne timian, citrontimian, rosmarin og salvie bruger jeg meget, også lidt grønkål, og i det milde vejr dette efterår også masser af persille og persilleselleri (som ser ud til at tåle let frost bedre end den almindelige persille). Som noget nyt i år har jeg sået den orientalske bladgrøntsag tatsoi (Brassica rapa var rosilaris) som efterafgrøde i køkkenhaven. Jeg såede den sidst i juli på steder, hvor jeg var færdig med at høste. Det har været et sjovt og nyttigt bekendtskab, for planterne har hen over efteråret udviklet sig til smukke rosetter. De er lige til at plukke og smager fortrinligt i salat og wok-retter. Det er ikke de helt store mængder man høster, men det er et forfriskende supplement til de købte grøntsager på denne årstid. Jeg har sågar hentet en stor håndfuld i december, som var helt stivfrosne. Jeg lod dem ligge på køkkenbordet og så dem lidt an, men sørme om de ikke var flotte og pyntelige til salatskålen, da de var tøet op (en af gæsterne troede faktisk det var basilikum). De skulle kunne tåle helt ned til 10 graders frost, og har du fået lyst til at prøve, så køb dem sammen med de andre frø til foråret, og skriv en reminder i kalenderen, når de skal såes. De kan fx. købes her

Tatsoi en nyhed for mig i år , men den har allerede plads på min favorit-liste
I drivhuset blev det længe ved at være grønt og frodigt, tomaterne blev ved et stykke tid, og langt hen på efteråret var
Drivhuset en dejlig dag i oktober
tallerkensmækkerne stadig i blomst og kunne plukkes ind som små søde buketter. Er jeg hjemme en dag når solen er fremme, så skal jeg altid derud og bare nyde stemningen. Ordne lidt, drikke en kop kaffe, læse lidt eller tage en lur med et varmt tæppe på. Der skal også stadig vandes hen over efteråret, men slet ikke så meget som om sommeren, og man kan altid tage en håndfuld visne eller triste blade med derfra, så holder det sig fint derude.


Så er det store oprydningsdag. Se bunken af vissent foran drivhuset !
Stauderne lader jeg stå lidt endnu.
Men på et tidspunkt blev det for koldt, først for squashene, så tomatplanterne og siden fulgte også blandt andet tallerkensmækkerne trop, og på et tidspunkt måtte jeg tage en større oprydning, arbejdstøj igen. Ud kom alt det visne, gulvet blev fejet og jeg satte lidt ekstra stearinlys og et par hyacinther ud.



De bliver ikke tændt hver dag, men jeg synes det er super hyggeligt med stearin-
lys udenfor. Disse er gode i drivhuset og i stille vejr også på bordet ude i det fri.
Mos-hjerter synes jeg også er søde, og de kan gemmes og bruges flere år i træk

Midt i oprydningen opdagede jeg til min forbavselse, at der var mange modne ananaskirsebær !

Høst af ananaskirsebær i december
Planten har gennem sommeren været frodig og vokset yderst velvilligt (og har jævnligt været i tæt dialog med min beskæresaks), men jeg troede for længst den var holdt op med at give modne frugter. Nu fik jeg en hel skål med ind og vi kunne nyde deres søde og karakteristiske smag. Jeg vil prøve at gemme frø herfra, så jeg kan lave nye planter af dem.

Da jeg nu var i gang med oprydningen fik jeg fejet blade sammen på fliserne udenfor. Det var såmænd ikke fordi det tog så lang tid, men jeg havde en rigtig god fornemmelse bagefter, fordi der så fint ud og der var igen blevet rart at være i drivhuset. Ikke som om sommeren naturligvis, men rimeligt. Der må ellers gerne ligge mange blade i min have, men det pynter alligevel at få dem fejet sammen og puttet op i komposten (bladene skal jo endelig ikke fjernes fra bedene. Her bliver de omsat til muld som gør jorden bedre, og så beskytter de planterne lidt i vintervejret).

De få rygere vi har i familien sætter i øvrigt også pris på drivhuset, når de kommer på besøg, ikke mindst om vinteren. Der er jo stole og tæpper, står askebæger, stearinlys og ligger tændstikker. Rygning i drivhuset er okay her, fordi vi ikke ryger selv. Hvis det var dagligt, tror jeg at lugten ville blive hængende, og det ville være ærgerligt.

I krukken her ved indgangs-
døren er der blomster om
sommeren. Om efteråret
sætter jeg nogle fyrre-grene
i og til jul en lys-kæde.
Så er den fin året rundt
Op mod jul, glæder jeg mig altid som et lille barn til at få et par lys kæder op. Ikke at det skal overdrives, men det føles godt at tænde lys i den mørke tid, og jeg synes det er så hyggeligt, at de som regel bliver hængende indtil fugle-sang og lys til sidst får mig overbevist om, at den tid er forbi.

Det er ikke det helt vilde, men jeg elsker mine små lys-kæder !
En lille normannsgran som lever et stille liv i krukken om sommeren.
Vi har allerede haft rimfrost, men jeg håber også vi får sne denne vinter, som gør haven så fortryllende.



Is-blomster på drivhusets ruder

Det er vel nok dejligt, at vi har årstiderne i haven !