En rundtur i haven

Tag med på en rundtur - i min lille have -  nu hvor den er 5 sæsoner "gammel"

Her er det efterår i forhaven. Hortensia og høst anemoner
Forhaven består af et bed med 2 Betula utilis og bunddække og et par mindre buske. Når dværgsyrenerne blomstrer vælter duften nærmest en i møde, når man kommer hjem, og hortensiaen som blomstrer længe og smukt i sensommeren, mens bunddække af guldjordbær med gule/hvide forårsløg især tiltrækker sig opmærksomhed om foråret. Langs huset er der slyngroser, stokroser og en vildvin, som boltrer sig omkring et par wirer på nord gavlen samt en tobakspibeplante på træværket ved døren ind til haven. 

Forhaven med hvidmalet stakit byder velkommen til haven. Klik på billedet

Lige indenfor døren kan man få dette kig, når solen står lavt


Går man gennem porten i  det hvidmalede plankeværk, som jeg fik tømreren til at lave, kommer man ind i haven. Her går man langs et kun et par meter bredt bed, men som er meget frodigt.  Det synes jeg er skønt at gå forbi hver dag, både sommer og vinter. Det tjener endnu et formål, da det også er der man kigger ud fra køkkenvinduet.


Her er kuglebuxus, klatrehotensia, elefantgræs, sommerfugleblomst, elefantgræs, og en åkandebusk og i bunden hosta, primula, bispehue. 

Bedet er kun 2 x 6 meter men er spændende året rundt. Klik på billedet


Der er sol morgen, middag og aften på denne terrasse

Når man kommer rigtig ind i haven ligger siddepladsen og lidt udekøkken først for. Det er placeret efter mest mulig sol på alle tider af dagen. Udekøkkenet består faktisk blot af en vask lidt derfra, et køkkenbord med en rist under og et bålsted. Bålstedet fungerer bedst med kul eller briketter på, fordi brænde desværre giver for meget røg i den lille lukkede have. 



Fra siddepladsen kan man se staudebedet på tæt hold. Der er også kommet et letløvet træ, en etage kornel Cornus controversa til samt et æblespalier.
I staudebedet afprøver jeg altid et par nye planter hvert år.  Klik på billedet 
Jeg skifter jævnligt ud i planterne og forsøger mig med nye kombinationer. Dels fordi det er sjovt, og dels for at lære så mange planter som muligt rigtigt at kende.

Kaniner  kan godt lide morgenfruer
Ved staudebedet har kaninen også sin plads. Jeg har gennem en del år haft en eller flere kaniner. Jeg synes det er hyggeligt med kaniner, som er bløde og stille dyr, der villigt spiser al det ukrudt man serverer for dem. Går man en lille luge-runde inden man skal hen og hilse på kaninen, er det lige før det er nok til at holde ukrudtet væk i haven! Er det en tam kanin, kan man roligt lade den hoppe lidt rundt i haven, når bare man ikke glemmer den, så den forvilder sig for langt væk. En gang om året lader jeg kaninen besøge en anden dværgvædder, så familien kan hygge sig med at følge et kuld kaninunger vokse op. Det er hurtigt overstået, idet de skal sælges til forventningsfulde børn allerede når de er 8 uger gamle. Der er den blå avis et godt medie og det har virket indtil nu. Kaninen bidrager også med gode sager til kompostbeholderen, som står lige ved siden af. Kompostbunken passer sig selv, bortset fra en gang om året, når jeg trækker i kedeldragt og udstyrer mig med greb og trillebør, for at gøre et stykke lidt griset arbejde, som dog er meget tilfredstillende på "den bæredygtige" måde.  Jeg skriver et indlæg senere med mine  tips og erfaringer med kompost i den lille have):

Drivhuset er både en dejlig siddeplads, grøntsager og småplanter. Klik på billedet
Drivhuset er den del af haven som bruges oftest og i den længste periode af året. Selve drivhuset kunne jeg sagtens komme i tanke om skønnere udgaver af, men det var hvad pengepungen rakte til på det tidspunkt, og det er velfungerende og godt, så jeg er glad for det. Her er der roser, vin og tomater og agurker om sommeren, her bliver sået og pottet og her er ikke mindst et dejligt siddehjørne, hvor man kan mærke varmen fra solen, når det er for køligt til at sidde ude. Med et par tæpper og stearinlys er der også en hel særlig hyggelig stemning om aftenen.

Trampolinen og den sydamerikanske hængestol har været flittigt brugt 
Træ-elementer i haven kan give en god stemning
I hjørnet er trampolinen, som vi har haft siden 90èrne. Den er gravet lidt ned og der er beplantning omkring, så den ikke syner så dominerende.  Der er blevet hoppet og tumlet i et utal af timer da børnene var små, med bolde,  klæ-ud tøj og tæpper . De første vintre tænkte jeg, at den skulle pakkes væk, men efter få dage kunne de alligevel ikke undvære den og det viste sig, at den også var god at lege på med sne og is, når man blot var klædt godt på. Som større solede de sig mest på tæpper på trampolinen, da den er hurtigt tør efter regn eller dug. 
Trampolinen er til både store og små
Nu bruges den ikke så meget mere, og jeg har ligesom lidt svært ved at indse, at den tid er forbi. Ind imellem overvejer jeg dog,  om den skal erstattes af et vandbassin, som man kunne se på fra den lille overdækkede plads  ved siden af, hvor et par sydamerikanske hængestole og en drømmeseng  giver  et dejligt hjørne til afslapning en varm dag. 


Der er en lille sti bagerst i haven langs raftehegnet
Et vigtigt element i min have er også raftehegnet langs bagenden. Det står på en lille mur af granitsten, fordi der var en niveau forskel. Her er der ligesom på andre af havens vægge, etableret slyngplanter, som giver en dejlig frodighed og variation gennem sæsonen uden at kræve ret meget pasning. Det er dog vigtigt at sætte ind med den rette beskæring og opbinding, så det hele ikke vokser sammen til et stort rod. I det lille bed foran raftehegnet er der også plads til en del planter, blandt mine ynglings kan nævnes en rabarber som fylder ud over muren med sine kæmpe blade, en løjtnants hjerte og Nepeta.  

Raftehegnet giver plads til mange planter. Klik på billedet
Køkkenhaven - der er jeg faktisk ude på låne-markedet ! Jeg havde droppet at have køkkenhave, for der var så meget andet jeg ville have, da jeg planlagde haven. Den røg i prioriterings fasen. I stedet fik jeg plantet krydderurter og frugt og bær ind imellem de andre planter (også squash, en af mine ynglinge, fordi den kan brede sig ud over fliser e.l. hvor man lige kan se en lille ledig plads). Men da jeg observerede at nabohusets have ikke blev brugt, foreslog jeg dem, at jeg fik lov at anlægge en køkkenhave der. Jeg nyder meget at så og høste, og jeg er meget taknemmelig for, at jeg nu har plads til det igen. Men indrømmet, der er perioder, hvor de 10 minutter om dagen ikke slår til, hvis man også vil have køkkenhave !

Køkkenhave er jeg så heldig at kunne have i nabohaven. Klik på billedet
Det var den rundtur, jeg har lavet i min lille have. Der er stadig hjørner som ikke er vist, men det må jeg se om jeg kan få med senere, på bloggen.