onsdag den 15. oktober 2014

Bladbeder i flotte farver, tomater og squash .... så er der mad !




Bladbeden 'Bright Lights' nyhøstet og lige til at komme i gryden
Der har været en positiv nyhed i min have i år og det har været bladbederne!! 
Jeg såede ikke så mange, og de voksede stille op uden at gøre væsen ud af sig, for så pludselig at stå der struttende med frodige blade og sprøde stilke i flotte farver. Når noget både er smukt at se på og kan bruges i køkkenet, så synes jeg det er perfekt ! Man kan brække de friske stilke forsigtigt af, så kommer de nye inde i midten. Jeg lod de største sidde nederst til at tage af for vandsprøjt og jord.


Et kig ned i den frodige plante


Bladbeden bevarer sprødheden og farverne i maden. Bladene kan
bruges som spinat, men er lidt grovere
Her sorten 'Anna Russian' med store næsten hjerteformede tomater
Stadig ind i oktober er der tomater på vej i drivhuset. Sorten 'Red Pear'
Hvis jeg skal konkludere på året i køkkenhaven, så er det udendørs hjemmedyrkede tomater, ikke mindst blev de overraskende gode, dem som var plantet direkte i jorden i køkkenhaven. De blev vandet ca. en gang om ugen (med gødningsvand i sive-spanden) i tørre perioder. dvs. en 3-4 gange i løbet af hele sommeren. Men det var også en meget varm sommer i år, og måske var det grunden til at de i den grad voksede og satte tomater. Sorten 'Floridity' med blommetomater, synes jeg var god.  I drivhuset har jeg høstet mange bøftomater, som har været super gode i madlavning. 'Red Pear' har givet et godt udbytte. Jeg har i hele august og september kunnet hente tomater hver dag, perfekte og sjove ikke perfekte tomater! Nogle revnede, plettede, skæve...de kan næsten alle sammen bruges. Smagsmæssigt har vores alle sammens favorit været den mørfarvede cherrytomat 'Black Zebra'. Fra min tomat-ven Bo, kan jeg videregive følgende favorit-sorter fra denne sommer, som jeg også har fået smagsprøver af: 1.Water melon bøftomat. God på pizza og éen er nok. 2. Green Zebra. Lækker i en salat og 3. Sungold cherry F1, med søde små tomater.

Det er lykkedes os at følge med, så var der heller ikke flere ! Men vi har også været hjemme stort set hele sommeren i år. Jeg har givet lidt, væk når der har været mange.


Lækker mad med færre kulhydrater

Tomater, ikke mindst de store som man lige kan skolde og pille skrællen af, har jeg brugt i madlavningen, sammen med squash, løg, hvidløg og bladbeder, og tidligere på sæsonen også slikærter. Hvis man gerne vil holde vægten eller tabe sig, så er det ifølge mange en god idé at undgå eller skære ned på kulhydraterne, brød, kartofler, ris og pasta, ja den teori hælder jeg også til, og det virker for mig sammen med motion et par gange om ugen, men så skal der jo noget andet til at fylde på tallerkenen og i maven, og gerne noget lækkert !

Her kommer først lige et par tips til squash i madlavning. Jeg synes ofte jeg møder folk som synes det er svær at bruge squash på en spændende måde. Jeg bruger den i småstykker i mange retter. Mest de kogte og stegte, men også i salater med en god dressign. Squash kan skrælles, rives på det grove rivejern, eller strimles og bruges i hvilken som helst gryderet, som usynligt fyld eller til at jævne. De kan også strimlet dampes alene fx. i mikroovnen med smule vand, en smørklat og lidt salt, og er dermed et fint alternativ til ris eller pasta. De er også gode skåret i lidt større stykker og bagt i ovnen med lidt olie og krydderier over. Bagt i ovnen, fyldt med fars er selvfølgelig også en klassiker. Jeg har igen haft den lyse sort 'Bianco di Sicilia'. Den har dog i perioder drillet lidt med at rådne i spidsen. Når man ser antydningen af det, kan man ligeså godt høste den angrebne squash med det samme, og håbe på at den næste der kommer er bedre. Trods dette har de 4 planter, jeg har haft i haven forsynet os med rigelige mængder.

Men nu kommer jeg til det bedste overraskelse i år, bladbeden, som er flot og virkelig har været anvendelig sammen med squash og tomater. Jeg startede ud med at prøve følgende opskrift fra årstiderne, virkelig en lækker ret. Så er det bare at slippe fantasien løs og smage sig frem ! Uden blade kan stilkene opbevaret en del dage i en pose i køleskabet og tilberedte/blancherede er de fryseegnede

En tur i haven sidst i september gav denne skønne høst
Her sidst et billede, hvor jeg også har æbler af sorten 'Retina' fra havens lille æble esplier, drivhusets sidste druer ligger i gryden og skal laves til druesaft til børnebørnene, vi får ikke spist flere af dem friske nu, og rabarberne skal i vodka og blive til rabarberlikør til de voksne. Jo livet er dejligt !





Ingen kommentarer: