Lidt om mig og haver

Om haver og mig


Haver fylder dejligt meget i mit liv, og jeg kan lide mange slags haver........men her i denne blog skal det handle om min egen 150 mby-have og hvad der optager mig der.


Jeg er uddannet hortonom og arbejder som selvstændig sammen med min mand, som er en dygtig og erfaren anlægsgartner, der gennem mange år har lært mig meget og fortsat er en vigtig sparringspartner. Se vores anlægsgartnerfirmas hjemmeside, hvis du vil læse mere om mit arbejde:  http://www.vmanlaeg.dk/havetegninger.html

I min familie har haver og familieliv altid hængt sammen og mine egne to børn har også været meget med mig og med deres venner i vores have.




Det er i høj grad min far som har listet have-glæden ind i mig. Nu lever han stort set i sin have hele sommeren, arbejder og eksperimenterer mens han frembringer det ene smukke skue efter det andet.


Min far bruger nu som pensionist meget tid i sin have

...og så skal Frederik, min oldefar, også lige nævnes. Han gav have-glæden videre til sin datter og sit barnebarn, min farmor og min far. Jeg har kendt alle disse 3 have-folk og set på blomster sammen med dem, duftet og smagt på deres meget forskellige haver. Så jeg kan slet ikke lade være med at lave have.........

Min fars morfar, Frederik, er igang med at så i sin have på dette gamle billede. 

Jeg har for et par år siden lavet en lille 8 minutters dias-show med glimt fra årets gang i min fars store frodige og alternative landbohave. Det er mest hans egne billeder. Husk lyd.